26 oktober 2008

LAMB Sygehus er blevet 25 år

I anledningen af 25 års dagen for den officielle åbning af LAMB sygehus den 3. oktober 1983 holder LAMB fest den 7. november i år. Når vi holder festen en måned for sent skyldes det lokale helligdage. Alle naboer og venner er inviteret til fest. For dem der ikke kan komme her til LAMB er vores hjemmeside som godt nok er på engelsk et besøg verd. Hjemmesiden er ved at blive opdateret så man kan med fordel komme igen.

17 oktober 2008

En dejlig årstid


Når der begynder at komme turister til Bangladesh hen i oktober ved vi at efteråret er kommet. Rejsearrangørerne der har ligget i dvale i den varme tid får mod på igen at sende grupper af gæster til Bangladesh.

Der er to slags besøgende; dem der kommer fra missionsselskaber og andre udviklingsorganisationer og venner og bekændte. Den første gruppe er ofte professionelle mennesker der er sendt hertil. Når de kommer skal de lære så meget som muligt om landet og den aktuelle organisation de støtter. Vi føler os forpligtigede til den umulige opgave at give et ærligt indtryk af Bangladesh og LAMBs arbejde i den tid vi får. Det kan spænde fra et par timer til en eller aller højest to dage. Tit er der flere ugers forberedelse til sådanne besøg. Ofte rejser gæsterne herfra og forsøger så godt de kan at motivere donororganisationer til at støtte LAMB økonomisk og individuelle mennesker til at bede for os.

Den anden gruppe af besøgende er venner og bekendte; mange i denne kategori kom fra den første gruppe men er blevet venner og bekendte fordi de er kommet tilbage hvert eller hvert andet år i lang tid. Andre er det fordi det er folk vi kender fra vore hjemlande eller fra andre sammenhenge. Uanset hvem de er er disse besøg nemmere. Det er ofte friske pust udefra, mennesker med indsigt i landet og det at arbejde i en fremmed kultur og det er ofte mennesker med tid og interesse for at lytte og med visdom til at spørge ind til det som er vore udfordringer her. Det er mennesker vi ikke skal forsøge at give et godt indtryk, men som vil hjælpe os til at blive et godt udtryk for Guds tilstædeværelse i Bangladesh.

Fra nu og indtil udgangen af november er der fem eller seks forskellige grupper eller individer der kommer forbi LAMB og skolen. Bed om at det må samvirke til bedste for Guds rige her og for mennesker vi er sendt til at tjene.

09 oktober 2008

Billedquiz

Har du prøvet billedquizzen til højre? Klik på kortet over Bangladesh.
Der er præmier til bedste besvarelser. Svar kan indsendes ved at skrive kommentarer under hvert billede. Klik hvor der står 'kommentar' eller 'Comment'.

Tilbage til skolebænken


Vi har haft næsten to ugers efterårsferie nu. I dag er den sidste af hinduernes helligdage i deres fejring af gudinden Durga. Det har regnet - jeg blev gennemblødt på vej hjem fra en tur til floden - og det bliver set som et godt tegn på denne dag hvor gudestatuen bliver sejlet ud midt på en flod og 'druknet'.
Billedet er tre udenlandske lærere på tur til det nationale martyrs monument udenfor Dhaka.
Efter ferien fortsætter hverdagen. De største opgaver bliver at oplære vore to nye lærere, Prodip og Cornelius. De skal begynde at undervise selvstændigt, og de skal lære at gøre det så eleverne samtidig lærer selvtillid og nysgerrighed.
Vi arbejder også med at reorganisere skolen med ledere for 'primary school' (børnehave til og med femte) og 'upper school' (sjette til og med tiende). Der skal også være lærere der specialiserer sig indenfor de forskellige fag. Det går lidt trægt; dels er vi langsomme, dels fortalte den første af lærerne at hun havde fået andet arbejde et par uger efter at jeg først snakkede med hende om hun troede hun ville passe i en ledende stilling og derefter skete det samme med den næste lærer jeg snakkede med.
Vi har også brug for forbøn for visaer. Det er et årligt tilbagevendende problem at der går kludder i nogle af visaerne. April Longeneckers ansøgning blev væk på et eller andet skrivebord og hun er nu i den situation jeg var i for tre år siden, at hun er i fare for at måtte rejse ud af landet fordi myndighederne ikke har behandlet ansøgningen om politigodkendelsen uden hvilken hun ikke kan få den arbejdstilladelse der skal bruges som grundlag for at hun kan få visum. Bed for Luke og de andre på vores kontor som arbejder ihærdigt på at fremskynde sagsbehandlingen.
Gud har været trofast indtil i dag så vi ikke grund til andet end at stole på at han fortsat vil være det. For os der har visum og har fået det flere gange er spændingen mest hvordan Gud vil gøre det, men for andre der ikke har prøvet det før kan det godt være meget stressfyldt.

LAMB Skole - Bangladesh

En del af LAMB
Integrated Rural Health & Development