15 marts 2009

Gud til ære

Vi har i dag fået besked om at vi igen må hente penge ind i landet. Det har taget over fire måneder og vi har måtte låne penge for at betale lønninger. I dag fik vi den sidste underskrift der skulle til.
Tak og pris Gud sammen med os for denne underskrift og for det bevis på Hans trofasthed det er.
Vi er også taknemmelige til alle dem på vore egne og regeringens forskellige kontorer der har været med til at sikre at vi fortsat kan tjene Gud ved at hjælpe de fattige her i Bangladesh.
Bed fortsat for den sammen underskrift på skolens papirer, og bed om at det må være tydeligt for alle at det er Guds omsorg for os der gør at vi kan være og tjene Ham her.

Lige efter jeg skrev det ovenfor gik jeg i kirken hvor der på opfordringen til at takke Gud for den nævnte underskrift lød flere 'amener' end jeg har hørt før i kirken. Takkebønnen til Gud var om at Hans navn må blive æret ved at endnu flere kommer til at kende Ham igennem det arbejde vi nu har midler til at fortsætte.
Det var for mig et vidnesbyrd om at mange har set Guds omsorg i dette og en fantastisk opmuntring.

11 marts 2009

Stilhed

Jeg havde håbet at denne måned ville blive en stille måned med tid til ro omkring undervisningen på skolen. Jeg havde bedt om at det måtte blive en tid hvor vi kunne fokusere på børnene og deres læring.
Vi er godt nok kun halvt inde i måneden, men det ser ikke ud som om marts bliver anderledes end februar. Der er lærere der bliver syge, der er elever der ikke møder op, der er familier med problemer og så er der ønsker og forslag til hvordan vi kunne gøre det hele bedre hvis bare vi havde lidt mere tid, lidt mere udstyr eller hvis bare denne eller hin person ville gøre tingene lidt anderledes.
Det er svært at få kontrol med alt det som sker, og det er måske det der er pointen; At når det går bedst er det fordi vi lever med usikkerheden i os selv i forvisningen om at Gud har styr på det hele og leder med en sikker hånd.
Bed for en elev der kun har været i skole fire dage siden nytår. Bed for to elever og deres familier efter tabet af en bedstefar der tog sit liv i onsdags. Tak Gud for et kursus for to lærere der har brug for det. Tak for Satish der har arrangeret film festival for at indsamle penge til bøger på skolen. Tak for Tarcisius der nu har ansvaret for de første syv årgange. Tak for Bani der arbejder hårdt for at hjælpe en ny lærer til at mestre faget. Tak for så mange andre hænder der alle hjælper med at løfte skolen. Tak for en tidligere elev der er blevet optaget i et af landets mest prestigefyldte skolesystemer og for besøg af andre.

LAMB Skole - Bangladesh

En del af LAMB
Integrated Rural Health & Development