09 oktober 2008
Billedquiz
Der er præmier til bedste besvarelser. Svar kan indsendes ved at skrive kommentarer under hvert billede. Klik hvor der står 'kommentar' eller 'Comment'.
Tilbage til skolebænken
Vi har haft næsten to ugers efterårsferie nu. I dag er den sidste af hinduernes helligdage i deres fejring af gudinden Durga. Det har regnet - jeg blev gennemblødt på vej hjem fra en tur til floden - og det bliver set som et godt tegn på denne dag hvor gudestatuen bliver sejlet ud midt på en flod og 'druknet'.
Billedet er tre udenlandske lærere på tur til det nationale martyrs monument udenfor Dhaka.
Efter ferien fortsætter hverdagen. De største opgaver bliver at oplære vore to nye lærere, Prodip og Cornelius. De skal begynde at undervise selvstændigt, og de skal lære at gøre det så eleverne samtidig lærer selvtillid og nysgerrighed.
Vi arbejder også med at reorganisere skolen med ledere for 'primary school' (børnehave til og med femte) og 'upper school' (sjette til og med tiende). Der skal også være lærere der specialiserer sig indenfor de forskellige fag. Det går lidt trægt; dels er vi langsomme, dels fortalte den første af lærerne at hun havde fået andet arbejde et par uger efter at jeg først snakkede med hende om hun troede hun ville passe i en ledende stilling og derefter skete det samme med den næste lærer jeg snakkede med.
Vi har også brug for forbøn for visaer. Det er et årligt tilbagevendende problem at der går kludder i nogle af visaerne. April Longeneckers ansøgning blev væk på et eller andet skrivebord og hun er nu i den situation jeg var i for tre år siden, at hun er i fare for at måtte rejse ud af landet fordi myndighederne ikke har behandlet ansøgningen om politigodkendelsen uden hvilken hun ikke kan få den arbejdstilladelse der skal bruges som grundlag for at hun kan få visum. Bed for Luke og de andre på vores kontor som arbejder ihærdigt på at fremskynde sagsbehandlingen.
Gud har været trofast indtil i dag så vi ikke grund til andet end at stole på at han fortsat vil være det. For os der har visum og har fået det flere gange er spændingen mest hvordan Gud vil gøre det, men for andre der ikke har prøvet det før kan det godt være meget stressfyldt.
25 september 2008
Et halvt semester
Endelig...
Sådan tror jeg de fleste af os føler.
Endelig er det blevet den efterårsferie på LAMB Skole vi har ventet efter de sidste par uger.
De sidste par uger har været hårde for os alle. Det er hårdt arbejde og det har været ekstra hårdt at vi har måttet sige farvel til to lærere fordi de skulle læse videre og fordi fire andre lærere har søgt arbejde hos den samme kristne velgørenhedsorganisation. To af dem har fået tilbudt arbejde, jeg ved ikke om de andre. Den første der fik tilbudt arbejde er vores bedste nationale lærer og det sværeste er nok at hun ikke fortsætter i et arbejde hvor hun skal undervise. Motivationen for at skifte arbejde, siger hun selv, er lønnen og forventningen om fremtidige forfremmelser. Den pågældende organisation betaler over dobbelt så meget som os – det kan vi ikke hamle op med, og jeg er ikke sikker på vi ville hvis vi kunne, for vore penge skal helst gå til at hjælpe de fattige og ikke (kun) dem der hjælper de fattige.
Det hårdeste ved det hele er nok at der er en forfærdelig masse halve sandheder og hele løgne i luften. En af dem der søger væk indrømmer over for mig at hun ikke har sagt sandheden om helbredet til den nye arbejdsgiver – hun har ikke løjet for de har ikke spurgt om lige netop det problem. For mig betyder det at jeg ikke stoler på hende, men her i Bangladesh er alt gråzoner alligevel. Hun har ikke løjet og det er det vigtigste. Hun tog godt nok til Dhaka tidligt så hun kunne få en ny undersøgelse der ikke havde LAMBs lægers detaljerede informationer om problemet skrevet på lægeerklæringen, nu må den nye arbejdsgiver selv se om de kan finde ’fejlen.’
En anden lærer har søgt om betalt fravær for at komme på et Bibelkursus. Det er dejligt at vore lærere er interesserede i at lære mere om Gud. Fordi jeg spurgte direkte kom det frem at hun godt nok skal til samtale en af dagene. Hun ville ikke lyve for mig, men ville hun have sagt at hun skulle andet med fridagene end det Bibelkursus hun søgte om hvis jeg ikke havde spurgt.
En af vore elever kom tilbage til skolen efter 18 måneder. I juli var det fordi de indså de havde begået en fejl ved at tage hende ud og hellere ville have hende i vores skole end i en lokal skole. De havde set at hun kunne klare sig i de andre fag, og så måtte vores skole være god nok. Mindre end to måneder senere bad moren om en evaluering til en kostskole i Indien som de ønsker at sende hende til. Moren har ikke løjet for mig, men... Moren nævnte i juli at de ville kunne sende hende videre i det engelske system, så hun løj ikke for mig, men ville vi have taget pigen tilbage hvis vi vidste deres formål var at sende hende til Indien efter et år. Når moren indrømmede hendes fejl da hun havde taget datteren ud halvandet år tidligere og anerkendte vores skole for to måneder siden, mente hun det eller var det fordi hun ønskede noget andet...
Hvad ville være sket hvis de alle havde sagt hele sandheden fra begyndelsen?
(Alle tre jeg har skrevet om her er kristne, en er et meget respekteret medlem af vores menighedsråd og aktiv i kristent arbejde.)
Gud har været trofast imod os. Vi har ansat to nye lærere og jeg er overbevist om at Han vil sørge for os. Jeg holder mig, somme tider krampagtigt, til løftet i Esajas 40:31 ’de der håber på Herre, får nye kræfter...’
LAMB Skole og LAMB Projektet er på nogen måder en fremmed fisk i dette vand. Hvordan finder vi balancen mellem at svømme i dette vand og at holde fast ved det der er sandt og godt. Tak for forbøn.
03 august 2008
Nyt skoleår
Vi er i gang igen. Første skoledag er vel overstået og børnene er tilbage, lige bortset fra de to der har røde hunde og hende der er i Indien fordi hendes bedstemor skulle opereres. Det er godt at have børn i lokalerne igen – og for første gang i de nye lokaler. Vi havde god plads til de 93 (af 96) børn og lærerne i vores nye musik og forsamlingslokale. På billedet er Tarcisius i gang med morgenandagten i dette lokale. Hvis det var lidt trangt var det mere på grund af de 15 forældre der også skulle være med og som ikke kunne sidde på gulvet.
Vi har haft travlt og det kommer til at gå stærkt meget af året, men som altid har Gud været trofast og sendt os de hænder vi har haft brug for til undervisningen. En af vore lærere, en volontør, rejser i begyndelsen af september. Det bliver spændende at se hvem der så skal tage hans timer. Mark Harrop har været en uvurderlig hjælp i sommerperioden til at hjælpe med at skaffe, flytte, organisere, dokumentere og i øvrigt tage sig af i hundrede vis af små opgaver på skolen.
Der er meget at være taknemmelig for; en del af vore familier har fået brug for en ekstra hånd på grund af fødevarekrisen og lige inden vi begyndte igen fik vi en pengegave så vi kunne give fire familier en lille håndsrækning så de kan få økonomien til at løbe rundt. Det kan somme tider føles som om vi er en Lasse Lasse lille i en stor stor verden med mange behov, men det er godt at kunne gøre en forskel for nogle få. Bed for os om at vi og familierne må se at hjælpen kommer fra Gud.