Jeg har brugt en masse tid på at besøge regeringskontorer de sidste måneder for at sikre vore elever den mulighed at kunne tage obligatoriske eksamener efter 5. og 8. klasse. Det er hårdt arbejde fordi der går så megen tid med at sidde og lave ingenting eller snakke om løst og fast med en masse mennesker imens jeg venter på at få et par minutter med en regeringsembedsmand som nok ville arbejde hurtigere hvis der kom penge under bordet. Jeg nægter stædigt men debatterer med mig selv om hvor vigtigt det er for mig at kæmpe imod korruptionen her i landet. Det er ikke det jeg kom til Bangladesh for at gøre, men hvad skal jeg så sige til mine elever? Skal jeg sige at det er forkert at betale bestikkelse men for mig gælder det ikke lige i denne situation?
I går fortalte en anden skoleleder der var på det samme kontor som mig om hvordan han havde nægtet at betale for eksamensspørgsmål en gang i 1993. Han begyndte samtalen med at spørge om jeg heller ikke ville betale bestikkelse hvis det betød at jeg måtte stoppe mit arbejde. Derefter fortalte han hvor behændigt det var at han kunne give penge til en kop te til ham hvis kontor vi var på - og som sad sammen med os - for så at sidde i ro og mag i haven udenfor og vente på at blive kaldt på mens en medarbejder på kontoret sørgede for at han fik de nødvendige underskrifter. Sådan er Bangladesh, sagde han.
Ind imellem udtalelser om at det var bedre for Bangladesh om landet blev lejet ud til udenlandske herrer ligsom under englænderne fortalte han om hvor ydmygende det er for ham der har samme rang som en borgmester at blive bedt om at vente udenfor et kontor i en halv time mens en embedsmand diskuterer hans sag med sin sekretær. (Status er vigtigt i Bangladesh, den er sæde for en persons selvfølelse og værdighed på en måde vi i Vesten har svært ved at forstå.) Skolelederen gentog denne hans frustration to gange og var først tilfreds da han var overbevist om at jeg havde hørt hvad han sagde.
Historien fra 1993 handlede om en embedsmand han fornyligt havde genset under andre omstændigheder. Tilbage i 1993 havde skolelederen gået rundt til en masse kontorer og til sidst fået eksamenspapirerne uden at betale en øre.
Da han godt en måned senere indleverede de besvarede opgaver til det samme kontor for at få dem bedømt tog de pænt imod papirerne men gav ham ingen kvittering; derimod sagde de at der manglede fire hundrede papirer og at han jo så måtte have solgt dem. Det var aldrig sket før i landet, sagde de, så nu ville de lægge sag an imod ham. Skolelederen gik tilbage til de samme kontorer hvor han før havde fået 'hjælp' men han fik ingen opbakning.
Enden blev at han invitere embedsmanden på middag, undskyldt sin opførsel og betalt det der blev forlangt.
Det næste år blev den pågældende embedsmand lam i højre side da skolelederen fornyligt genså embedsmanden tiggede embedsmanden om penge til datterens bryllup for han havde brugt alle sine penge på behandling og var holdt op med at kræve bestikkelse.
Måske er moralen i beretningen at Gud havde straffet ham for at tage bestikkelse, men jeg tror snarere moralen var at Gud havde straffet ham for at havde taget FOR MEGET i bestikkelse.
Desværre tror jeg ikke man får meget for de tre taka (25 øre) en kop te koster.
Jeg var taknemmelig for ikke at blive bedt om penge, for at blive behandlet rigtig pænt alle steder og for at have hørt endnu en historie der hjælper til at forstå mere af hvordan mange tænker om bestikkelse.
Jeg er også taknemmelig for arbejdstilladelse til alle vi udenlandske lærere på skolen. Der mangler et par visaer endnu men vi beder og håber på de kommer snart.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar