11 februar 2012

Klovneri og andet godt i Bangladesh

Vi er godt i gang med et nyt semester og selvom der er meget at lave, er der også meget at sige tak for. Da vi begyndte sidste semester i august var vi seks færre lærere end vi ønskede, nu er de fire kommet tilbage og vi håber på endnu en om en måned.
Vores sidste regerings godkendelse udløb i juni sidste år, vi fik en forlængelse indtil udgangen af året, men nu har vi fået en ny femårig tilladelse til at drive LAMB; sygehus, udviklingsafdeling, undervisningsafdeling, vores skole og en ny sygeplejeskole som starter i marts.
Vi har allerede fået flere nye visaer til ansatte på LAMB. Da jeg kom tilbage til Bangladesh sidst i december 2010 udløb mit visum og det tog indtil midt i juni før jeg fik et nyt. Jeg har allerede fået min arbejdstilladelse for hele 2012 og regner med at få et visum meget snart.
Vi venter stadig spændt på en ny skolelov der kommer til at blive afgørende for hvordan skolen kommer til at se ud i fremtiden. Vi har samarbejdet med de lokale regeringskontorer og har fået god hjælp fra mange sider til at finde vej i lovgivningen og selvom der stadig er meget arbejde med dette, har vi håb om at Gud også vil sørge for denne del af arbejdet.
I det nye år har vi fået hjælp på mange måder og det er godt at huske på de mange velsignelser vi har fået. Der har været mange besøgende som har hjulpet til på skolen, to lærere fra USA hjalp os igennem september. En vietnamesisk-amerikansk bedstemor var her i oktober, mine forældre fra november til januar, en psykiater hjalp med evaluering af nogle elever med specielle behov, lokale forældre og kollegaer har hjulpet igennem året; nogen har taget timer på skolen, en advokat har hjulpet med det lovgivningsmæssige, nogen er bare kommet forbi med en kage når der har været ekstra travlt. På billedet bliver eleverne underholdt af en kendt klovn fra Korea som kom forbi, ikke bare fordi han kendte en som kendte vore to koreanske elever.
Om alt går vel begynder vi en at bygge endnu en etage på skolen om et par uger. Vi har fået økonomisk hjælp blandt andet fra Risskov Genbrug hvor min far også er et par dage om ugen. Sammen med opsparede midler betaler disse gaver for hele byggeriet. Det er altid svært at bygge samtidig med at skolen er åben, men vi beder om tålmodighed og forståelse fra begge sider når vi skal finde os i at have byggerod og byggelarm, og de skal finde sig i at have børn rendende imellem benene imens de bygger. [Det sidste skal ikke forstås bogstaveligt.]
Forleden læste jeg i Daniels bog hvordan Gud sendte sin engel til  Daniel med ordene, "Frygt ikke, [  ] for fra den første dag du satte dig for at opnå indsigt og at ydmyge dig for din Gud, er dine ord blevet hørt, og jeg er kommet for dine ords skyld." Vi takker Gud for at han sørger for os, og beder om visdom og ydmyghed til at drive skolen her.
Tak for forbøn og støtte.

Ingen kommentarer:

LAMB Skole - Bangladesh

En del af LAMB
Integrated Rural Health & Development