I går kom en af vore forældre ind på mit kontor, han var oprørt over en fejl i hans løn. Det var forståeligt for vi havde taget cirka for noget de ikke skulle betale. Hans åbningsreplik var om at hvis vi forhøjede skolepengene ville han ikke betale mere. Jeg blev vred og sagde det lød som afpresning.
Derefter fortale han om hvordan han i år ikke kan købe kød eller frugt til børnene. Han fortalte om det lån han havde taget for at betale så den ældste søn kunne fortsætte i tiende klasse. Familien bor i et skur der læner sig op af naboens mur og ”kun står fordi det ikke ved hvilken vej det skal falde” og så læner det sig op af naboen.
Jeg skammede mig over min første reaktion for i virkeligheden er det jo flot at denne familie vælger at leve sparsommeligt så alle tre børn kan komme i skole og jeg endte med at glæde mig over at vi kan være med i denne families arbejde på at komme ud af fattigdommen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar