Et halvt semester

Endelig...

Sådan tror jeg de fleste af os føler.

Endelig er det blevet den efterårsferie på LAMB Skole vi har ventet efter de sidste par uger.

De sidste par uger har været hårde for os alle. Det er hårdt arbejde og det har været ekstra hårdt at vi har måttet sige farvel til to lærere fordi de skulle læse videre og fordi fire andre lærere har søgt arbejde hos den samme kristne velgørenhedsorganisation. To af dem har fået tilbudt arbejde, jeg ved ikke om de andre. Den første der fik tilbudt arbejde er vores bedste nationale lærer og det sværeste er nok at hun ikke fortsætter i et arbejde hvor hun skal undervise. Motivationen for at skifte arbejde, siger hun selv, er lønnen og forventningen om fremtidige forfremmelser. Den pågældende organisation betaler over dobbelt så meget som os – det kan vi ikke hamle op med, og jeg er ikke sikker på vi ville hvis vi kunne, for vore penge skal helst gå til at hjælpe de fattige og ikke (kun) dem der hjælper de fattige.

Det hårdeste ved det hele er nok at der er en forfærdelig masse halve sandheder og hele løgne i luften. En af dem der søger væk indrømmer over for mig at hun ikke har sagt sandheden om helbredet til den nye arbejdsgiver – hun har ikke løjet for de har ikke spurgt om lige netop det problem. For mig betyder det at jeg ikke stoler på hende, men her i Bangladesh er alt gråzoner alligevel. Hun har ikke løjet og det er det vigtigste. Hun tog godt nok til Dhaka tidligt så hun kunne få en ny undersøgelse der ikke havde LAMBs lægers detaljerede informationer om problemet skrevet på lægeerklæringen, nu må den nye arbejdsgiver selv se om de kan finde ’fejlen.’

En anden lærer har søgt om betalt fravær for at komme på et Bibelkursus. Det er dejligt at vore lærere er interesserede i at lære mere om Gud. Fordi jeg spurgte direkte kom det frem at hun godt nok skal til samtale en af dagene. Hun ville ikke lyve for mig, men ville hun have sagt at hun skulle andet med fridagene end det Bibelkursus hun søgte om hvis jeg ikke havde spurgt.

En af vore elever kom tilbage til skolen efter 18 måneder. I juli var det fordi de indså de havde begået en fejl ved at tage hende ud og hellere ville have hende i vores skole end i en lokal skole. De havde set at hun kunne klare sig i de andre fag, og så måtte vores skole være god nok. Mindre end to måneder senere bad moren om en evaluering til en kostskole i Indien som de ønsker at sende hende til. Moren har ikke løjet for mig, men... Moren nævnte i juli at de ville kunne sende hende videre i det engelske system, så hun løj ikke for mig, men ville vi have taget pigen tilbage hvis vi vidste deres formål var at sende hende til Indien efter et år. Når moren indrømmede hendes fejl da hun havde taget datteren ud halvandet år tidligere og anerkendte vores skole for to måneder siden, mente hun det eller var det fordi hun ønskede noget andet...

Hvad ville være sket hvis de alle havde sagt hele sandheden fra begyndelsen?

(Alle tre jeg har skrevet om her er kristne, en er et meget respekteret medlem af vores menighedsråd og aktiv i kristent arbejde.)

Gud har været trofast imod os. Vi har ansat to nye lærere og jeg er overbevist om at Han vil sørge for os. Jeg holder mig, somme tider krampagtigt, til løftet i Esajas 40:31 ’de der håber på Herre, får nye kræfter...’

LAMB Skole og LAMB Projektet er på nogen måder en fremmed fisk i dette vand. Hvordan finder vi balancen mellem at svømme i dette vand og at holde fast ved det der er sandt og godt. Tak for forbøn.